Vedtægter

Vedtægter for Københavns Brætspilsklub (KBK)

Vedtaget på generalforsamling 3/12-2002. Senest ændret 13/3 2012.

§1: Foreningens navn og formål

Stk. 1: Foreningens navn er Københavns Brætspilsklub (KBK). Hjemsted: Jagtvej 59B, kld. Th., 2200 København N.

Stk. 2: Foreningens formål er at skabe gode muligheder for at foreningens medlemmer kan udøve tankesport i form af spil — primært strategi-, simulations- og/eller økonomispil.

Stk. 3: Formålet opnås ved at tilvejebringe lokaler, formidle kontakt mellem medlemmerne, afholde regelmæssige møder og skabe tilgang af nye medlemmer.

§2: Medlemsforhold

Stk. 1: Medlemskab giver stemmeret og pligt til at betale kontingent og overholde vedtægter.

Stk. 2: Alle medlemmer har ret til nøgle til lokalerne efter 3 måneders medlemskab.

Stk. 3: Medlemmer kan opbevare afmærkede private spil på hylderne.

Stk. 4: Kontingent betales kvartalsvis forud. Gebyrer og kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling.

Stk. 5: Enhver fysisk person kan optages. Indmeldelse sker til bestyrelsen med navn og email. Afslag skal begrundes og kan omstødes af generalforsamlingen.

Stk. 6: Udmeldelse kan ske til bestyrelsen med udgangen af en kontingentperiode.

Stk. 7: Eksklusion kræver 2/3 af generalforsamlingens fremmødte, eller bestyrelsens beslutning ved kontingentrestance efter 1 rykker.

Stk. 8: Gæster kan deltage gratis op til 3 gange. Derefter kræves medlemskab.

§3: Klubaftener og arrangementer

Stk. 1: Bestyrelsen forestår klubaften hver tirsdag fra kl. 18.00.

Stk. 2: Bestyrelsen kan afholde andre arrangementer ad hoc.

§4: Bestyrelse

Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer og to menige. Valgt for et år ad gangen på generalforsamlingen. Træffer beslutninger ved simpelt flertal — beslutningsdygtig ved 3 fremmødte.

§5: Generalforsamling

Ordinær generalforsamling afholdes anden tirsdag i marts. Indkaldes skriftligt senest 14 dage før. Beslutningsdygtig ved 25% fremmøde. Beslutninger ved simpelt flertal medmindre andet fremgår.

§6: Regnskab og formue

Regnskabet følger kalenderåret og revideres af den generalforsamlingsvalgte revisor. Kassereren fører kassebog og udarbejder årsregnskab.

§7: Tegning og hæftelse

Formanden og kassereren tegner foreningen — i fællesskab for beløb over 4.000 kr. Medlemmerne hæfter ikke personligt.

§8: Vedtægtsændringer

Kræver 2/3 af de tilstedeværende stemmer på generalforsamlingen.

§9: Foreningens opløsning

Besluttes som vedtægtsændring. Ved opløsning bortauktioneres aktiver, og formuen tilfalder Kræftens Bekæmpelse.